Stormflodssikring
Watergroup har i efteråret 2023 leveret tre snekkepumper fra hollandske Landustrie Sneek BV til en ny pumpestation i Aabenraa Havn.
Snekkepumperne har hver en diameter på 2370 mm, en længde på 7800 mm og kan løfte 7650 m3 vand i timen. Snekkepumperne er udført med fiskevenligt design for beskyttelse af fisk, som naturligt befinder sig i å vandet, der skal pumpes.
Snekkerne blev idriftsat i stor hast, allerede 2 måneder før den officielle dato, da der kom varsel om den værste stormflod i mere end hundrede år i oktober 2023. Strømforsyning og frekvensomformere blev hastigt installeret, så snekkerne kunne startes op. To af de tre skruepumper blev manuelt aktiveret for at pumpe overskydende vand og forhindre oversvømmelse af det omkringliggende område.
Når den kombinerede pumpestation og sluse er fuldt gennemført, vil alt blive drevet automatisk.
En sådan kombineret installation er den første af sin art i Danmark og snekkepumper blev specifikt valgt i stedet for centrifugalpumper. Det afgørende var at snekkepumper generelt kan transportere større emner med sig og at de kan udformes med fiskevenlig indløb så det sikres at fisk ikke skades inden de kommer med det pumpede vand til den anden side af slusen.